Da jeg var 17 år gammel, droppede jeg ud af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor jeg havde studeret orgel og komposition i halvandet år.
Jeg var begyndt som 16-årig, lige efter 9. klasse, og havde fået dispensation til at studere på begge linjer samtidig. Det var ikke det faglige, der blev for hårdt, men det menneskelige. Jeg var for ung, for stædig og for umoden. På én og samme tid usikker og akavet, og samtidig med en enorm selvtillid. Det er ikke altid en god kombination.
Til sidst blev det for meget. Jeg følte, at jeg blev kvalt, og efter juleferien 1994/95 sagde jeg stop. Det var en befrielse, men på mange måder meldte jeg mig samtidig også ud af det etablerede musikliv i Danmark.
Jeg gik mine egne veje, på godt og ondt. På godt, fordi jeg blev i stand til at følge min intuition og lade min musikalitet råde frit. Jeg blev ikke formet af et system eller af andres forventninger til, hvad man “bør” gøre. På ondt, fordi et system ikke kun kan begrænse, men også være frisættende under de rette omstændigheder. Jeg manglede måske alligevel vejledning og rådgivning.
Min far, som var organist og kantor, foruden maler og billedhugger, døde i 1996 efter et langt kræftforløb. Det påvirkede mig dybt, og måske havde både hans sygdom og død også betydning for den beslutning, jeg traf. Efter hans død, som tog meget hårdt på mig, følte jeg mig en smule retningsløs. Jeg havde selvfølgelig opbakning fra min mor, resten af min familie og mine venner, og jeg havde meget at lave: musikalske opgaver, bestillinger og koncerter. Men jeg savnede min far, også som mentor.
Gennem årene lykkedes det mig alligevel at skabe meget musik, som jeg stadig er stolt af og glad for i dag. Jeg fandt min egen vej.
Om det ville have været bedre, hvis jeg havde bidt smerten i mig og var blevet på konservatoriet, ved jeg ikke. Jeg tror det faktisk ikke, men det vil jo altid være en kontrafaktisk tankeleg.
Ikke desto mindre dukkede tanken om at færdiggøre det ufærdiggjorte studieforløb op fra tid til anden. Og i november 2023 besluttede jeg at undersøge det nærmere. Jeg ringede til organisten Mikkel Andreassen, som jeg kendte perifert og vidste delte min interesse for improvisationskunsten, for i al stilfærdighed at spørge om råd.
Den samtale udviklede sig hurtigt og endte med en opfordring til at søge ind på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor han var professor i orgel. Ansøgningsfristen var under en uge væk, og pludselig stod jeg over for endnu en potentielt livsomvæltende beslutning.
Jeg besluttede at søge og gik til optagelsesprøver i januar 2024 under en voldsom snestorm. Jeg blev tilmed syg under prøverne, men gennemførte dem og blev optaget samme år.
Da jeg ikke havde nogen eksamener fra tidligere, måtte jeg starte helt forfra. Jeg havde jo forladt konservatoriet efter halvandet år, og dengang skulle man først til eksamen efter to. Derfor skulle jeg også til optagelsesprøver i alle fag.
På grund af mit lange musikalske virke og min erfaring fik jeg dog lov til at gennemføre hele det femårige forløb, tre års bachelor og to års kandidat, på to år: ét bachelorår og ét kandidatår. Kravet var, at jeg tog samtlige fag og bestod samtlige eksamener. Så jeg fik travlt. Ikke mindst i det intense bachelorår, hvor de fleste bifag ligger.
Det var anstrengende, hårdt og ekstremt intenst, men også noget af det mest givende, jeg har oplevet rent musikalsk. Jeg blev tvunget til at genopfriske al min kunnen og samtidig føje en masse nyt til den.
Jeg bestod min bacheloreksamen i juni 2025 og fortsatte med kandidaten i august, nu med Tina Christiansen som lærer, da Mikkel Andreassen havde besluttet at stoppe på konservatoriet.
Og så er vi fremme ved i dag.
Jeg spillede min kandidateksamen og bestod de sidste eksamener i forrige uge, og dermed afsluttede jeg et forløb, som på sin vis havde varet 34 år. I fredags dimitterede jeg fra konservatoriet.
Det føles stadig helt uvirkeligt, men også vidunderligt.
Nu kan jeg vende tilbage til fremtiden.
