PDA

View Full Version : Hej, jeg er ny her.



jytte
Sep-26-2010, 21:00
Jeg skulle måske nok skrive i den anden afdeling for præsentation, men synes jeg ville skrive i den danske afdeling, da jeg primært henvender mig til jer danske.

Jeg begyndte at lære at spille i Juli 2009, men med en lang pause, så jeg har vel omkring 6 måneder aktiv spillen på bagen nu. Jeg har et Yamaha PSR E3113 Keyboard (61 key) og det er jeg meget glad for.

Jeg har aldrig modtaget nogen "formel" undervisning, men lærer mig selv at spille ved hjælp af Andrew's Piano Academy (http://www.howtoplaypiano.ca/). Hans videoer (ligger på YouTube) er utrolig gode, og jeg har allerede lært en masse. Jeg har altid ønsket at lære noder og lære at spille "ordentligt", og det er en drøm for mig at kunne sætte mig hen og spille hvad jeg så'n har lyst til (indenfor mine nuværende begrænsinger).

Særlig i begyndelsen syntes jeg det var svært at finde noder for begyndere, som jeg gad spille i al fald, og der skulle en masse søgen på nettet til for at finde diverse informationer. Så for et par uger siden bestemte jeg mig til at lave min egen webside (http://www.piano.christrup.net/) med alle de noder som jeg har samlet, og også dem jeg selv har lavet (når jeg ikke kunne finde noder til det jeg ville spille, eller de ikke passede mig). Alt er naturligvis ganske gratis, alle noder ligger i pdf format og alle har lyd-demoer. Der er også links til alle de andre steder jeg har samlet som har gratis noder og den slags. Siden er godt nok på engelsk, men det er jo mest titler og den slags, og indledningen med forklaring foreligger også i dansk oversættelse, så enhver skulle have en chance for at kunne finde rundt.

Jeg er ellers medlem af Piano Akademiets forum (http://afpa.hooxs.com/forum.htm), men så vidt jeg ved er der ikke andre danske der. Det forum er naturligvis på engelsk, hvad der også er mit daglige sprog, men ind imellem savner jeg nu at kunne snakke med landsmænd, og også særligt om dansk musik, så derfor er jeg landet her (efter megen søgen efter et dansk "klaver forum").

Jeg håber her at kunne finde nogle andre danske, som også spiller klaver, eller er ved at lære det.

Jytte