PDA

View Full Version : Vil børne-mgp smitte af på kompositionsmusik?



acciaccatura
Apr-12-2006, 17:53
Indtil for få år siden var der i Danmark ikke mange muligheder for kids som havde lyst til at prøve kræfter af og konkurrere i musikalske discipliner, det være sig klassisk eller noget som helst andet. På den klassiske side var der den meget støvede og utidssvarende Berlingske Musikkonkurrence, hvis betydning var til at overse for samfundet, men ekstremt vigtig hvis man nogen sinde ville gøre sig håb om at gøre karriere som professionel musiker. Jeg vil vove den påstand at BM skabte et lukket kredsløb hvor musikerbørn og børn af andre kendte kunne få bekræftet deres overlegenhed og egnethed til et senere musikstudium, mens almuen i det store hele var chanceløs. Den folkelige appeal var/er lig nul. I nogen grad er det vel stadig sådan.

Men så dukkede der for mindre end 5 år siden et nyt fænomen op på populærmusiksiden - MGP. Lige pludselig er det ikke længere 'forbudt' for børn at optræde. Sang er blevet et hit ude på musikskolerne og der er tale om deciderede landeplager når et nyt børnehit vælter ud i æteren. Jeg skal her ikke gå ind i spekulationer omkring eventuelle psykiske langtidsskader på grund af den megen virak, men blot konstatere at spillets regler har ændret sig. Den jantelovsfikserede kultur som er bygget op i Danmark gennem generationer står for fald og det mærkes tydeligt ude i samfundet. Desværre kan man endnu ikke mærke fænomenet på det kompositionsmusikalske felt, men jeg tror at hvis der overhovedet skal være seriøs musik i DK i fremtiden, er man nødt til at hoppe på vognen og lade børn vise hvad de duer til i en langt bredere sammenhæng. Det kræver et opgør med dogmer om hvad børn kan 'tåle' og ikke mindst et opgør med det førnævnte lukkede kredsløb.

Det er jo et ikke ukendt fænomen at man for at blive professionel musiker helst skal starte tidligt, så derfor er det ikke uvæsentligt hvilke muligheder man giver børn for at profilere sig og - ikke mindst - opleve glæden ved at musicere for andre. Efter min mening kan det gå to veje - enten får vi en sprudlende børnekultur der på sigt vil løfte niveauet pga. den bredde den vil tilføje den seriøse musik, eller det siddende lukkede kredsløb vil få held til at forhindre den nødvendige udvikling hvorefter de sidste rester af liv vil blive bortfjernet. Jeg tror ikke der er nogen mellemvej.