Anastasis-Messe: Album ude nu!

Min Anastasis-Messe er nu udgivet som album og kan købes som CD (her) eller streames/downloades på Spotify, Apple Music/iTunes, Amazon, Tidal, Google Play, m.fl.

Albummet er kulminationen af næsten fire års arbejde, og er en fusion af klassisk musik (kompositionsmusik), verdensmusik, hård rock (!), og mere til… med stiltræk fra filmmusik.

https://www.youtube.com/watch?v=Qjnl4qZutw8

Det hele begyndte i 2013 hvor jeg blev opfordret til at komponere musik målrettet til konfirmander i alderen ca. 13-15 år. Jeg tænkte længe over det inden jeg accepterede udfordringen, men løsningen kom til mig overraskende hurtigt. Jeg besluttede ikke at forsøge at lave musik kun til “de unge” eller på anden måde lefle eller tale ned til publikum – det ville under alle omstændigheder være et håbløst projekt.

Hvad jeg derimod gjorde var at komponere en skabelses- og opstandelses-messe til mennesker af alle aldre, med fuldstændig musikalsk frihed og uden stilmæssige lænker af nogen art – kort sagt den musik jeg selv brænder for. Kun på eet punkt gjorde jeg noget specielt for at relatere den til konfirmander (og andre børn og unge); Jeg valgte at bruge film-musikken som en fælles reference de steder i værket hvor det gav mening. Filmmusikkens idiom, dens særlige “lyd” og virkemidler, er et referencepunkt som går på tværs af alle aldersgrupper og som nye generationer vokser op med via film, video/TV, computerspil, osv.

Men Anastasis-messen er ikke filmmusik. Den benytter sig blot af nogle af filmmusikkens værktøjer og udtryk, men er fuldstændig fri for grænser af nogen art. I postludiet “Didgeridoo – Ite Missa Est” benytter jeg f.eks. instrumenter fra hele verden (prøv at finde dem allesammen 🙂 ) sammensmeltet med kirkeorgel og pigekor (begge optaget i Sankt Pauls Kirke i København) – samt el-guitar og trommer! Tro det eller ej; Det virker! Men det skal nok høres før man tror på det 😉

Anastasis-messen er på mange måder et frihedsprojekt, på tværs af musikalske genrer og kulturer og på tværs af (tids)aldre; den blander frit kirkemusik og kor og orgel med ny elektronisk lyd og meget mere. Netop blandingen er essentiel: Messen er ikke et forsøg på at udviske eller slette traditioner, tværtom bygger den bro mellem tider.

Hareskov Kirkes Elitekor og korleder Maleen Lundvig under optagelserne.

Anastasis-Messe blev optaget i Sankt Pauls Kirke, København, og Fast Beat Studio fra februar til november i år (2017). Lydteknik, mix og mastering af Rasmus Toftlund, som også spiller guitar på “Didgeridoo”.

De medvirkende er:

Maleen Lundvig, sopran-solist og korleder

Hareskov Kirkes Elitekor: Rebekka Eltang Lynbech, Helena Elise From, Celina Møller Myrhøj, Cecilie Slott, Anne Cathrine Skovlund, Clara Rischel Preston, Veronica Lyneborg Vuust, Anna Jose ne Verdoner Larsen, Christiane Elise From

Fritze Steiner-Johnsen, præst

Nicolai Kjølsen, klaver

Martin Petersson, trommer

Rasmus Toftlund, guitar

Frederik Magle, orgel, keyboards og elektronik.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Scroll to Top